Læren om pæren

Hvor mange gange skal vi se/føle/mærke/høre noget, før vi virkelig kender det?

Vi har i grupper diskuteret dette, og det er gået op for os, at vi sanser rigtig mange ting, uden vi tillægger det den mindste smule opmærksomhed.

Som en del af en lille gruppeopgave, fik vi i grupper, givet et stykke frugt. Det skulle vi først beskrive hvor mange måder det kunne anerkendes på. Da vi fik opgaven stillet sad vi og rystede lidt på hovedet, men som vi kom videre ind i det, havde vi pludselig 8 måder vi kunne erkende den på. Vi begyndte at undersøge noget i forvejen kendt, og selvom vi troede vi kendte en masse til den, fandt vi egentlig ud af, at der var meget mere i den, end bare lige at det var en pære der kunne spises.

Når vi erkender den, undersøger vi den, og vi sætter gang i en række tanker omkring, hvad er en pære egentligt? vi kan se, lugte, smage, hører og mærke pæren, men er en pære mere end bare det?

Selvfølgelig genopfinder vi den ikke, men vi begynder at tillægge den andre og flere betydninger.
Det kunne f.eks. være via et minde - det, at vi har et stykke pære liggende foran os, kan få os til at tænke tilbage på noget vi har oplevet før sammen med andre eller alene. Smagen, kan føre tankerne tilbage på én oplevelse, hvor vi følte glæde eller smerte, sorg eller andre følelser. 

Derudover kan man også bruge frugten til læring og udvikling, ved at tilrettelægge forskellige aktiviteter. Det kunne f.eks. være forskellige motoriske aktiviteter, som balanceøvelser eller at kaste med pæren. Derved får pæren også en anden funktion end bare at være et stykke frugt, der skal stille sulten.

Det behøver jo ikke være en pære, men vi tager rigtige mange ting for givet, og tænker vi bare ved hvad tingene er, i stedet for at blive ved med at være nysgerrige. Vi sad i 45 minutter og talte om et stykke frugt, som vi har haft i hænderne utallige gange i vores liv før. Men nu var den genstanden for samtale, og her talte vi også om minder om frugter og hvilken betydning de har for os. Det giver derfor pludselig også en personlig kobling, og vi kan udvikle os selv og vores relationer, selvom vi sidder og taler om et ligegyldigt stykke frugt.  

Måske vi først kender noget, når vi giver os selv tiden til at gå ind i det? Vi bliver jo ikke nødvendigvis bedre mennesker eller pædagoger af at kigge på frugt, og vi skal ikke bruge lang tid på processer, bare for at kende den og udhule alt der er om et stykke frugt. Men det giver stof til eftertanke, at vi laver så mange handlinger uden at give dem ekstra tanker, når vi faktisk kan få ret meget ud af ret lidt.