Kulturforståelse

Vi vil i denne uge fokusere på betydningen af at anerkende kultur i en professionel forstand. At acceptere, at vi mennesker alle kommer fra forskellige kulturer og denne ligger i os som en del af den, vi er. Vi kan som professionelle i vores virke som pædagoger derfor komme ud for at møde diverse kulturelle baggrunde i de mennesker, vi arbejder med, og vi er nødt til at kunne acceptere, at disse mennesker derfor givetvis er anderledes, end man selv er. Der opstår derfor ofte problematikker i det daglige pædagogiske arbejde, hvor man vil opleve et kulturmøde mellem pædagog/institution og borgeren. Vi vil nedenfor opstille et par af disse problemstillinger og forsøge at besvare disse.

·     Hvad kan det betyde for det pædagogiske arbejde, hvis institutionen og pædagogikken tager afsæt i forståelser af forskellige kulturer, der ikke kan rumme den kultur, som deltagerne (børn, unge, voksne, ældre) i denne praksis lever i?

• Hvis dette sker kan det være svært for pædagogen at være anerkendende og inkluderende. Vi “mister” barnet undervejs og det kan føle sig ekskluderet og bliver som følge af dette ikke dannet. Vi er i det pædagogiske arbejde nødt til at være accepterende over for de mennesker, vi arbejder med, og dette indebærer naturligt at kunne forstå og rumme deres kultur. En dårlig kommunikation og mindre forståelse kan medføre, at der ikke bliver dannet et godt samarbejde mellem forældre og pædagoger, hvilket kan medføre afstand imellem de to parter. Forældrenes negative holdning til institutionen kan påvirke barnet, så de får den samme holdning om institutionen og barnets trivsel påvirkes. 

Hvorfor medfører øget individualisering behovet for at høre til? 

• Behovet for at høre til bliver øget, fordi man ikke kun har brug for at stå alene og være ét individ, men også har brug for at være med i et fællesskab. Et fællesskab som giver en anerkendelse, accept og bekræftelse. Som flokdyr har vi mennesker behov for at “høre til” og hvis vi bliver mere og mere bevidste om os selv som individ, vil vi naturligt også føle en større trang til sideløbende at være med i fællesskaber. 

·    Hvilken rolle spiller de pædagogiske institutioner i forhold til, om de forskellige kulturer har mulighed for at blive udfoldet eller begrænset? 

• På institutionerne skal der gerne gives udtryk for, at der er plads til alle, så brugerne selv lærer at give plads til alle. Eksempelvis til muslimer, der ikke spiser svinekød, veganere osv. Det er institutionens opgave og pligt at fastsætte nogle rammer og et værdisæt, som folk kan agere efter - disse skal naturligt gerne være inkluderende og anerkendende. Når institutionen er accepterende overfor borgeren og dennes kulturbaggrund, medfører dette også en form for læring ift. borgeren, som ligeledes lærer at være accepterende overfor andre - her tænkes også uden for institutionens rammer. 

Dermed har institutionen en vigtig rolle i samfundet og det bør ses som en decideret samfundsopgave for disse at lære fra sig ift. kulturforståelse.

Vi kan derfor konkludere, at institutionerne har en vigtig rolle i samfundet og det bør ses som en decideret samfundsopgave for disse at lære fra sig ift. kulturforståelse. Institutionerne er essentiel i dannelsen af borgeren og er nødt til at være bevidst om dette ansvar.

Virkeligheden er din egen

Vi vil i denne uge fokusere på begrebet ”virkelighedsopfattelse” og tage udgangspunkt i den chilenske biolog og filosof, Humberto Maturana, som snakker om ”objektivitet i parentes”. Maturana mener, at alle biologiske mekanismer er udstyret med hver deres virkelighed – en virkelighed, som er unik for den enkelte og er et resultat af den enkeltes biologiske sammensætning. Så virkeligheden ligger altså inde i os selv, og ikke udenfor og omkring os, som vi er tilbøjelige til at tro. Din virkelighed er din virkelighed og min virkelighed er min virkelighed.

Maturana mener videre, at hvis vi skal prøve at forstå verden omkring os og herunder vore medmennesker, så er vi nødt til at sætte vores egen objektivitet i parentes – tilsidesætte den, om man vil. Hvis vi lykkes med dette, vil vi se og acceptere andres virkelighed og deres opfattelse af verden. Man skal være bevidst om, at der findes andre autopoietiske systemer og dermed anerkende andres egne individuelle billeder af omgivelserne, som de har dannet via deres nervesystemer. Med autopoiese menes der, at vi mennesker er “selvskabende”. Et eksempel kunne være, at jeg ser farven rød foran mig, men en anden person med deres autopoietiske system, ser en hel anden farve, end hvad man selv ser.

Man kan i forlængelse af ovenstående passende stille spørgsmålet: hvad sker der med vores kommunikation og vores samspil/måde at være sammen på, hvis vi sætter objektiviteten i parentes?

• Hvis man formår at se og anerkende et andet menneskes virkelighed og deres opfattelse heraf, vil vi som observatør og modpart opnå en større forståelse af det enkelte menneske, deres udgangspunkt, og intentioner. Vi vil kunne forstå, hvorfor det menneske agerer, som det gør, dets formåen og begrænsninger. Når vi sætter objektiviteten i parentes, medfører det ydermere, at vi er anerkendende ift. det andet menneske og hvem de er. Vi opnår herved også en naturlig interesse i den anden, og ser og forstår tingene fra deres synspunkt. Vi er derfor nødt til at fjerne vores egne følelser og idéer om situationen og den anden, således at dette ikke bliver pålagt den andens virkelighed og vores opfattelse af deres verden og virkelighed.
  Det hjælper også til, at vi kan møde mennesker mere åbent, fordi vi ikke er præget af vores forforståelse af andre mennesker.

Hvis man skal kigge på, hvornår vi i dagligdagen sætter vores egen objektivitet i parentes, så kan man naturligt blot kigge på de interaktioner, vi dagligt befinder os i. Her vil vi ofte forsøge at møde modparten i deres niveau for at afsøge, hvem den anden er og hvilken situation denne person befinder sig i nu og her. Vi kommunikerer således på en måde, så den anden føler sig hørt, forstået og anerkendt – dette er udelukkende ud fra, hvem de er, og ikke ud fra, hvem jeg tror eller mener, de er. Ydermere, vil vi opleve i vores erhverv som pædagog, at vi skal være i stand til at tilsidesætte vores egen objektivitet, da denne kan forhindre os i, at forstå de mennesker, vi arbejder med. Det kan i praksis være eksempelvis en misbruger eller et barn, der er trist og skal trøstes.

Det kan også ske, hvis man starter i job et nyt sted, hvor der er et barn som pædagogerne på stedet ser som “en uromager”. Det er derfor ekstremt vigtigt, at vi som ny pædagog ikke danner en forforståelse af barnet ud fra den information, vi har fået fortalt. Vi skal derimod se ud over de ting, vi har hørt fra de andre pædagoger, så vi kan sætte os ind i barnets virkelighed, og derved finde roden til barnets problemer og problematiske opførsel.

Maturana mener, at vi kun kan etablere viden ved at referere tilbage til vores egen viden. Idet vi prøver at sætte os ind i barnets verden, så tænker vi per automatik tilbage på, hvordan det var at være barn på dette punkt og hvordan vi selv følte i de samme situationer, og vi bliver herved selvrefererende.

Konsekvensen ved ikke at være bevidst om, at der findes forskellige virkelighedsopfattelser, kan være at man bliver kold og kynisk, fordi man ikke er i stand til at tage andres briller på. Det giver ydermere os selv et dårligere grundlag til selv at tage mere ind, fordi vi ikke selv får flere erfaringer, vi kan referere til.

Sproglig udvikling hos børn

Vi har i denne uge valgt at fokusere på sprogudvikling og sprogstimulering blandt børn i alderen 4-6 år. Ovenpå en undervisningsgang hvor fokus har været på sprogudvikling og stimulering hos børn allerede før fødslen og op efter har vi fået stillet til opgave at finde et videoklip med børn i alderen 4-6 år. Ud fra dette klip vil vi forsøge at definere, hvor børnene befinder sig udviklingsmæssigt rent sprogligt, og ydermere beskrive hvilke sproglige kompetencer de besidder og aldersmæssigt er ved at tillægge sig.

Når vi forsøger at beskrive børnenes nuværende sproglige kompetencer, såvel som de kompetencer, der forhåbentligt kommer senere hen i udviklingen, gør vi det med udgangspunkt i Kjeld Kjertmanns ”Sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund”. Kjertmann beskriver i bogens tabel 2.1 og 2.3 de forskellige sproglige kompetencer, man kan besidde, og i hvilket alderstrin disse naturligt bliver implementeret i et barn.

Vi vil herefter forsøge at skabe en aktivitet for samme målgruppe, som tager udgangspunkt i sprogstimulering med målet at fremme børnenes sproglige udvikling. Vi beskriver aktiviteten ved hjælp af Lotte Nyboes tabel for læringsdesign (Pædagogik som viden og handling af Søren K. Lauridsen m.fl. (red.) s. 245-246).

Filmklippet vi har valgt er dette: En lille film om at gå i Nøddebo Børnehave

• Hvilke sproglige kompetencer besidder børnene i klippet?

Jævnfør den anslåede alder på 4-6 år vil børnene kunne forventes at have artikulatorisk, fonologisk, leksikalsk, syntaktisk, skriftsprogligt, til en vis grad morfologiske kompetencer, (tabel 2.3, side 63 i Kjeld Kjertmann) 

Ud fra klippet kan vi sige, de har en syntaktisk kompetence, da de kan forme sammenhængende sætninger. Den kommunikative kompetence ses tydeligt ved, at de kan besvare spørgsmålene, de bliver stillet, hvor de udveksler informationer om hverdagen. 

Den profosoriske kompetence kommer til udtryk i børnenes udstråling, når de taler om noget, de godt kan lide, og hvor de lægger vægt og tryk på enkelte dele af sætninger for at tillægge dem mere betydning. “Dét var sjovt!”

I det de kan lytte til ordene og skille det ene ord fra det andet, kan vi se, at de besidder den fonologiske- og lytte kompetence. Uden den ville de ikke kunne danne sætninger, fordi de ikke ville kunne lytte og skelne mellem ordene. 

De har ikke problemer med at udtale ordene, så de har en artikulatorisk kompetence, men den kan dog godt opstå tidligt, uden de har en reel forståelse af, hvad ordene betyder.

De kan sidde og tale sammen med deres jævnaldrende, hvilket viser, at de besidder den leksikalske kompetence. 

Vi kan se, at de i en vis grad har en morfologisk forståelse. “De flyver til andre lande” - de er i stand til at bøje ord. Dog er forståelsen ikke fuldt udviklet eller bevidst endnu, da de eksempelvis bruger “når” i stedet for “da”. “Jeg synes, det sjoveste var, når vi holdt ballonfest”.

Som skrevet øverst, kan vi se, at børnene faktisk besidder de kompetencer, Kjeld Kjertmanns skema foreskriver ift. børns forventede sproglige aldersmæssige udvikling.

Det eneste vi ikke har kunnet se ud fra klippet, er de pragmatiske og de kulturelle kompetencer.  

• Hvilke sproglige kompetencer er børnene i klippet ved at tilegne sig?

Ud fra klippet kan vi ikke se, om de er ved at tilegne sig nye kompetencer, men de er i færd med at perfektionere deres nuværende kompetencer - som vi alle er hele livet igennem.

• Hvordan kunne man arbejde med sprogstimulering ift. børnene i klippet?

Titel: Sprogudvikling og stimulering	Viden:	Kunnen: Færdigheder og kompetencer
Hvad skal læres?	Børnene skal tilegne sig forskellige sproglige kompetencer	Benytte sproglige kompetencer til at forklare et dyr, så andre børn kan gætte dyret. (Artikulatorisk, leksikalsk, fonologisk, semantisk)
Hvorfor skal det læres?	Børnenes sprog skal perfektioneres, så de bedre kan indgå i en hverdag, hvor de skal kunne lytte, forstå og tolke på samtaler dagligt.
Hvordan skal det læres? Læringsaktivitet Relevante pædagogiske metoder	Børnene får uddelt et billedkort med et dyr på. Kortet skal holdes op foran hovedet, så barnet ikke selv kan se dyret. De andre børn skal nu, uden at sige dyrets navn, forklare barnet hvilket dyr det er, så barnet selv nævner det korrekte dyr. Afhængig af antallet af børn, og hvor godt de kender hinanden, kan pædagogen inddele i mindre grupper, så alle er aktivt deltagende i legen.
Hvilken teknologi (medier) benyttes?	Billedkort med forskellige dyr.
Hvem gør hvad? Roller og relationer	Pædagogen inddeler børnene i grupper og igangsætter aktiviteten. Pædagogen hjælper børnene, hvis de går i stå, og hjælper med at sørge for, at dyrets navn ikke bliver sagt. Pædagogen sørger også for, at alle får taletid og tid til at gætte, samt at billedkortene går på tur.
Hvad skal aktiviteten resultere i?	Aktiviteten skal først og fremmest give børnene sprogstimulering. Men aktiviteten skal også resultere i, at børnene gætter dyrene, for at få en succesoplevelse og derved forbedre deres sproglige kompetencer.
Hvad så bagefter?	Legen kan gentages, og den kan modificeres ved at bruge sværere eller lettere dyr. Der kan også inddrages andre ting - bil, hus, træ, og mange flere genstande børnene kender, og kan sætte navn på.

Vi kan ud fra vores baggrundsviden omkring sprogudvikling hos børn, det anvendte videoklip, analysen heraf og den nævnte sprogstimulerende aktivitet konkludere, at børn er i en konstant udvikling rent sprogligt, hvor de løbende tillægger sig kompetencer. Udviklingen falder barnet naturligt, men lykkes dog først rigtigt, når dette foregår som en form for konstant samspil mellem voksne og barnet, således at barnet hele tiden får mulighed for at “sparre” med og lære fra én, der er mere erfaren med sproget og besidder flere kompetencer. Barnet får derfor ny viden og erfaring fra deres interaktion med voksne, og får så efterfølgende mulighed for selv at afprøve tingene på jævnaldrende og de øvrige omgivelser. 

Denne udveksling mellem barn og voksen kan derfor med fordel foregå i en form for koordineret leg, som det eksempelvis ses i skolesammenhæng, hvor diverse aktiviteter - som eksempelvis ovenstående - er et glimrende værktøj, og hvis udført korrekt, kan lære børnene nye ord og sammenhænge, viden, og give mulighed for repetition.

Der er derfor mange aspekter at kigge på, når et barn skal udvikles rent sprogligt, men kan man skabe et overblik over processen, kan man således også bedre optimere denne.

Læren om pæren

Hvor mange gange skal vi se/føle/mærke/høre noget, før vi virkelig kender det?

Vi har i grupper diskuteret dette, og det er gået op for os, at vi sanser rigtig mange ting, uden vi tillægger det den mindste smule opmærksomhed.

Som en del af en lille gruppeopgave, fik vi i grupper, givet et stykke frugt. Det skulle vi først beskrive hvor mange måder det kunne anerkendes på. Da vi fik opgaven stillet sad vi og rystede lidt på hovedet, men som vi kom videre ind i det, havde vi pludselig 8 måder vi kunne erkende den på. Vi begyndte at undersøge noget i forvejen kendt, og selvom vi troede vi kendte en masse til den, fandt vi egentlig ud af, at der var meget mere i den, end bare lige at det var en pære der kunne spises.

Når vi erkender den, undersøger vi den, og vi sætter gang i en række tanker omkring, hvad er en pære egentligt? vi kan se, lugte, smage, hører og mærke pæren, men er en pære mere end bare det?

Selvfølgelig genopfinder vi den ikke, men vi begynder at tillægge den andre og flere betydninger.
Det kunne f.eks. være via et minde - det, at vi har et stykke pære liggende foran os, kan få os til at tænke tilbage på noget vi har oplevet før sammen med andre eller alene. Smagen, kan føre tankerne tilbage på én oplevelse, hvor vi følte glæde eller smerte, sorg eller andre følelser. 

Derudover kan man også bruge frugten til læring og udvikling, ved at tilrettelægge forskellige aktiviteter. Det kunne f.eks. være forskellige motoriske aktiviteter, som balanceøvelser eller at kaste med pæren. Derved får pæren også en anden funktion end bare at være et stykke frugt, der skal stille sulten.

Det behøver jo ikke være en pære, men vi tager rigtige mange ting for givet, og tænker vi bare ved hvad tingene er, i stedet for at blive ved med at være nysgerrige. Vi sad i 45 minutter og talte om et stykke frugt, som vi har haft i hænderne utallige gange i vores liv før. Men nu var den genstanden for samtale, og her talte vi også om minder om frugter og hvilken betydning de har for os. Det giver derfor pludselig også en personlig kobling, og vi kan udvikle os selv og vores relationer, selvom vi sidder og taler om et ligegyldigt stykke frugt.  

Måske vi først kender noget, når vi giver os selv tiden til at gå ind i det? Vi bliver jo ikke nødvendigvis bedre mennesker eller pædagoger af at kigge på frugt, og vi skal ikke bruge lang tid på processer, bare for at kende den og udhule alt der er om et stykke frugt. Men det giver stof til eftertanke, at vi laver så mange handlinger uden at give dem ekstra tanker, når vi faktisk kan få ret meget ud af ret lidt.