Virkeligheden er din egen

Vi vil i denne uge fokusere på begrebet ”virkelighedsopfattelse” og tage udgangspunkt i den chilenske biolog og filosof, Humberto Maturana, som snakker om ”objektivitet i parentes”. Maturana mener, at alle biologiske mekanismer er udstyret med hver deres virkelighed – en virkelighed, som er unik for den enkelte og er et resultat af den enkeltes biologiske sammensætning. Så virkeligheden ligger altså inde i os selv, og ikke udenfor og omkring os, som vi er tilbøjelige til at tro. Din virkelighed er din virkelighed og min virkelighed er min virkelighed.

Maturana mener videre, at hvis vi skal prøve at forstå verden omkring os og herunder vore medmennesker, så er vi nødt til at sætte vores egen objektivitet i parentes – tilsidesætte den, om man vil. Hvis vi lykkes med dette, vil vi se og acceptere andres virkelighed og deres opfattelse af verden. Man skal være bevidst om, at der findes andre autopoietiske systemer og dermed anerkende andres egne individuelle billeder af omgivelserne, som de har dannet via deres nervesystemer. Med autopoiese menes der, at vi mennesker er “selvskabende”. Et eksempel kunne være, at jeg ser farven rød foran mig, men en anden person med deres autopoietiske system, ser en hel anden farve, end hvad man selv ser.

Man kan i forlængelse af ovenstående passende stille spørgsmålet: hvad sker der med vores kommunikation og vores samspil/måde at være sammen på, hvis vi sætter objektiviteten i parentes?

• Hvis man formår at se og anerkende et andet menneskes virkelighed og deres opfattelse heraf, vil vi som observatør og modpart opnå en større forståelse af det enkelte menneske, deres udgangspunkt, og intentioner. Vi vil kunne forstå, hvorfor det menneske agerer, som det gør, dets formåen og begrænsninger. Når vi sætter objektiviteten i parentes, medfører det ydermere, at vi er anerkendende ift. det andet menneske og hvem de er. Vi opnår herved også en naturlig interesse i den anden, og ser og forstår tingene fra deres synspunkt. Vi er derfor nødt til at fjerne vores egne følelser og idéer om situationen og den anden, således at dette ikke bliver pålagt den andens virkelighed og vores opfattelse af deres verden og virkelighed.
  Det hjælper også til, at vi kan møde mennesker mere åbent, fordi vi ikke er præget af vores forforståelse af andre mennesker.

Hvis man skal kigge på, hvornår vi i dagligdagen sætter vores egen objektivitet i parentes, så kan man naturligt blot kigge på de interaktioner, vi dagligt befinder os i. Her vil vi ofte forsøge at møde modparten i deres niveau for at afsøge, hvem den anden er og hvilken situation denne person befinder sig i nu og her. Vi kommunikerer således på en måde, så den anden føler sig hørt, forstået og anerkendt – dette er udelukkende ud fra, hvem de er, og ikke ud fra, hvem jeg tror eller mener, de er. Ydermere, vil vi opleve i vores erhverv som pædagog, at vi skal være i stand til at tilsidesætte vores egen objektivitet, da denne kan forhindre os i, at forstå de mennesker, vi arbejder med. Det kan i praksis være eksempelvis en misbruger eller et barn, der er trist og skal trøstes.

Det kan også ske, hvis man starter i job et nyt sted, hvor der er et barn som pædagogerne på stedet ser som “en uromager”. Det er derfor ekstremt vigtigt, at vi som ny pædagog ikke danner en forforståelse af barnet ud fra den information, vi har fået fortalt. Vi skal derimod se ud over de ting, vi har hørt fra de andre pædagoger, så vi kan sætte os ind i barnets virkelighed, og derved finde roden til barnets problemer og problematiske opførsel.

Maturana mener, at vi kun kan etablere viden ved at referere tilbage til vores egen viden. Idet vi prøver at sætte os ind i barnets verden, så tænker vi per automatik tilbage på, hvordan det var at være barn på dette punkt og hvordan vi selv følte i de samme situationer, og vi bliver herved selvrefererende.

Konsekvensen ved ikke at være bevidst om, at der findes forskellige virkelighedsopfattelser, kan være at man bliver kold og kynisk, fordi man ikke er i stand til at tage andres briller på. Det giver ydermere os selv et dårligere grundlag til selv at tage mere ind, fordi vi ikke selv får flere erfaringer, vi kan referere til.