Grænser >< anerkendelse?

For lidt over en uge siden startede vi alle på en ny uddannelse. Vi kom alle med forskellige baggrunde, erfaringer og meninger. Nanna havde en mening, Thomas havde en anden og Daniel havde måske en hel tredje. I den første undervisning vi havde, lærte vi om anerkendelse og som så meget andet havde vi forskellige holdninger om emnet. Det er én af de holdninger vi har taget udgangspunkt i.

Thomas’ tese:
For meget anerkendelse fører til manglende grænser og mangel på autoritetstro.

Thomas’ holdning er, at børn bør smage på nyt mad og nye opskrifter. De har ikke udviklet en tilstrækkelig erfaring til at vide, hvad de kan lide, og har oftest bare en holdning til det, fordi et andet barn har samme holdning, eller fordi barnet synes det ser mærkeligt ud.

Ifølge Anne-Lise Schibbye har alle ret til deres egen oplevelse og det er helt acceptabelt, at ens oplevelser er forskellige. Dette bunder helt basalt i ligeværd i relationen og skaber en autoritet for barnet ifht. egen oplevelse – oplevelsesdimensionen kommer hermed i fokus.

I praksis kan oplevelsen være, at barnet i børnehaven ikke vil smage på snobrødet, de har lavet over bål, og pædagogen stiller sig uforstående herfor, da de alle har været med til at lave det og sidder og spiser sammen.
Barnet har ikke lyst til at smage, men pædagogen skærer igennem og bruger sin autoritet til at bestemme, at barnet skal smage. Pædagogens synspunkt er, at barnet ikke ved, hvorvidt hen kan lide snobrødet eller ej, hvis barnet ikke har smagt på det.

Ifølge Schibbye skal man anerkende, at barnets oplevelse af situationen ikke er den samme som pædagogens, og der ligger andet bag barnets handling, end den pædagogen umiddelbart forstår.
Pædagogen skal i stedet forsøge at sætte sig i barnets sted og spørge ind til, hvorfor barnet ikke vil spise. Det kan være, at barnet ikke er sulten, eller barnet har ondt i en tand, så det gør ondt at tygge.
Vigtigheden i situationen ligger i, at lade barnet have sin egen oplevelse og autoritet, så selvværdet stiger og de fornemmer deres egen vigtighed og den lige relationen mellem den voksne og barnet.

Hvis ikke barnet anerkendes og altid afvises, vil barnet lukke sig ind i sig selv, ifølge Axel Honneth. Anerkendelse er derfor vigtig i tre sfærer. Hvis barnet på hjemmefronten altid skal smage på maden, vil der i den situation være mangel på anerkendelse i den private sfære. Kommer barnet i en institution og får anerkendelse, på trods af at barnet ikke vil smage på maden, kan det på sigt føre til underminering af forældrene og manglende autoritetstro, da retningslinjerne ikke er ens. 

Et menneske der ikke får anerkendelse fra alle tre sfærer, kan ikke blive dannet.

Forskellen på anerkendelse i hjemmet og børnehaven kan være, men er ikke altid, en problematik. En fordel kan være, at barnet på sigt lærer at agere i forskellige fællesskaber og udvikler en forståelse for, at der ikke er én rigtig måde at gøre tingene på. Det udvider barnets horisont, når barnet får flere inputs fra både børnehave, andre børn og legekammerater. Dette indvirker og hjælper også med barnets dannelse.

Det er ikke kun i børnehaven, anerkendelsen kan mangle, da dette eksempelvis også kan ske i den private sfære. Dermed bliver børnehaven og pædagogerne undermineret, da barnets tro på autoritet primært er hæftet til forældrene. Når man må noget derhjemme, må man det også andre steder.

Fordi man er anerkendende, betyder det ikke, man ikke sætter grænser. Grænser bygges på mange måder og opretholdes på mange måder - bl.a. gennem anerkendelse, når man har sat sig ind i barnets forståelse og man accepterer det ligeværdige relationsforhold.